0 I Blog/ Opskrifter

Salat med roastbeef og kartofler

Salat med roastbeef

I denne uge byder en af dagene på denne salat i madkassen. Både Lucca og Ester er vilde med at få den med til frokosten i skolen og deres brødre synes heller ikke den er helt tosset.

Vi laver salaten dagen efter, at vi har fået roastbeef til aftensmad – selvom ungerne nok gerne så, at vi lige stod tidligt op og smækkede en steg i ovnen for deres skyld;-) Men så højt er service niveauet alligevel ikke.

Hvis ungerne var mere sultne end normalt, og der ikke er mere roastbeef tilbage efter middagen, så kan salaten sagtens laves med skiveskåret roastbeef fra slagter eller supermarked!

Salat med roastbeef og kartofler

Nok til 2 personer
Tilberedningstid: 15 minutter
Sværhedsgrad: nem

 

6 spsk. skyr (eller græsk yoghurt)

1 spsk. mayonnaise

1 tsk. akaciehonning

1 spsk. hvidvinseddike

Salt og peber

Evt. hakkede krydderurter

 

¼ broccoli (ca. 100 g)

kogende vand
salt

300 g kogte kartofler

2 hjertesalater

1 par skiver roastbeef

 

 

Rør skyr med mayonnaise, honning og eddike.

Kom krydderurter i, hvis I har lyst.

Del broccolien i små buketter. Kom dem i en gryde med kogende vand og salt og lad det koge i 1-3 minutter. Hæld vandet fra dem og skyl dem kort i koldt vand. Dryp dem godt af.

Del kartoflerne i mundrette stykker.

Vend broccoli og kartofler med dressingen.

Pluk salaterne og anret dem i en bøtte.

Top med kartoffel og broccoli salat og med roastbeef allerøverst.

Husk at pakke en gaffel.

TIP: Salaten er også god med lidt hakket, syltet agurk i dressingen. Tjek med dine unger om de kan lide det. Det er smart ikke at vende den grønne salat med resten, så bliver den slasket.

 

Foto: Jonas Lodahl

Læs flere indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar